Hvorfor kan vi ikke lide at forholde os til døden? En forsker siger, at det er en del af en kultur, der er skabt i Danmark, fordi vi har så trygt et samfund. I andre kulturer er døden lige for næsen af menneskerne. Stinne er 32 år gammel, og er uhelbredeligt syg med kræft. Hun skal forholde sig til døden hver dag, hvor døden i Danmark er det tredjestørste tabu.
Privatfoto: Stinne Leth
Af Rasmus Eghøje
Klokken er 13 om formiddagen en mandag i december, og det er en af de mere livlige dage på Café Taxa midt i hjertet af Nørrebro. Midt i den hyggelige stemning sidder Stinne Leth, hun er 32 år gammel, og ligner en helt almindelig kvinde, der har hele livet foran sig. Stinne læner sig til rette, da hun bestiller en flat white, som er en blanding af stærk kaffe og mælk.
”Der er totalt meget liv, og det her er et sted, hvor lige fra du træder ind, så mærker man den varme og hygge. Her er egentlig alle typer, alle aldre, nogen gamle og mødre. Det er et omfavnende sted, synes jeg. Og så ligger det jo lige i hjertet af Nørrebro,”
Stinne er ikke helt almindelig. Faktisk slet ikke. Stinne er uhelbredeligt syg af kræft, og er på det, som lægerne kalder ’livsforlængende medicin’.
Når Stinne skal til CT-scanningsvar, som er en scanning, hvor lægerne giver et svar på Stinnes kræftforløb. Så bruger Stinne Café Taxa, da Caféen er noget helt særligt.
”Det er sådan lidt en særlig dag, man er jo nervøs og spændt på, hvad det her svar kan være. Senest var vi hernede med min far og hans kone og få lidt frokost. Hygge os. Her har vi været nogle gange efter behandlinger. Ja, så det er et lidt særligt sted.”
Stinne Leth fortæller, hvorfor hun elsker Nørrebro, hvor hun har boet de sidste 12 år af sit liv.
Mødet med døden
Da Stinne er 17 år gammel, og sommerferien nærmer sig Danmark, beslutter familien sig for at tage på ferie i Italien. Selvom Stinne var i tvivl, om hun ville med, så trak det dårlige danske sommervejr hende med til Italien.
”Vi var i en bjergby, hvor der var meget bakket. Min mor fik meget åndenød, og min far var sådan ’ej nu skal hun lige i gang med at motionere lidt, når vi kom hjem’, min mor var egentlig aktiv, men vi var sådan, nu skal du lige i form ikke?”
Da Stinne og hendes familie kommer hjem fra Italien, får Stinnes mor nyheden, at hun har lungekræft, og derfor var hendes åndedræt besværet.
To år efter rejsen til Italien dør Stinnes mor af lunge- og brystkræft i en alder på kun 50 år.
”Man bliver ret hurtigt tvunget til at blive voksen, fordi man i en ret ung alder skal tage stilling til nogle ting, som ikke ret mange oplever,”
Stinnes sorg er i en ung alder, og hun er lige flyttet til Nørrebro med sin kæreste, det gør, at hun opsøger gruppen Unge og Sorg.
”Jeg opsøger en Unge og Sorg-gruppe, som fungerede superfint for mig. Jeg havde også tænkt, at jeg måtte opsøge en god psykolog og få noget terapi og nogle værktøjer til at komme igennem den her sorg,”
Unge og Sorg-gruppen hjalp Stinne, så døden blev et mindre tabu, og døden blev til en hyldest for mennesket.
”Vi sad i en gruppe af fem til seks mennesker, som hver og især havde mistet en forælder. Vi fortalte om hinandens tab. Så man hyldede jo de her mennesker. Det blev mere at få de gode stunder, som man havde haft, dem kunne man jo lige pludselig tage frem.”
Nærvær Omkring Døende
Nærvær Omkring Døende er en forening stiftet d. 22. juni 2017 ud fra den grundlæggende betragtning, at døende i Danmark generelt har brugt for mere menneskeligt nærvær.
Ann Ostenfeld-Rosenthal er foreningens forkvinde, og arbejder som antropolog og mindfulness lærer på Center for Specialpædagogiske Børnetilbud i Aarhus Kommune.
”We’re going to reconquer the wisdom of normal human dying – Det indebærer at tale om døden, og det indebærer også praksisser, og det indebærer også det med at turde være der for døende,”
Ifølge Ann er døden det tredje største tabu i Danmark. Derfor kan det være svært for de døende at få snakket om døden. Ann savner, at der bliver gjort mere for de døende. Derfor vil Ann gerne hjælpe med at gøre en forskel både for de professionelle og private.
”Jeg vil gerne kunne gøre en forskel, ved at undervise både sundhedsprofessionelle og pårørende i at turde være nærværende og være sammen med et døende menneske,”
Nærvær Omkring Døende vil være med til at få snakken om døden normaliseret, og det vil de blive ved med.
”Vi arbejder også for at aftabuisere døden og italesætte det, holde foredrag og lave arrangementer omkring det overhovedet, at turde tale om sin egen eller andres død. Det er bare rigtig svært for mange.”
“Jeg er 99% sikker på, at det her er en kræftsvulst.”
Stinne og hendes kæreste er taget på ferie. Året er 2016. De skal opleve deres tre ugers lange rejse i ”the land of opportunities”, USA. En uge inde i ferien begynder Stinne at føle et ubehag i maven.
”Jeg opdager, at jeg har blod i afføringen, og jeg tænker, ’det var da mærkeligt, det har jeg ikke opdaget før’, og hvis man googler det, så er det oftest en hæmoride, der kommer frem… Og tarmkræft,”
Stinne og hendes kæreste kommer hjem fra USA, hvor Stinne hurtigt tager kontakt til sin læge, som sender hende videre til en kikkertundersøgelse.
Stinne tager forårsjakken på, og hun cykler mod indre by, København. Hun kommer ind på Bispebjerg Hospital, og ind igennem de små snoede gange går hun ind i et stort lokale. Der bliver hun mødt af sygeplejersken og lægen, der skal foretage undersøgelsen.
”Undersøgelsen går i gang, og der taler sygeplejersken og lægen sådan over hovedet på mig ’hold da op, ja, den er godt nok stor’, og omtaler den som en polyp, da de finder kræftsvulsten inde i tarmen,”
Stinne bliver ringet op dagen efter fra tarmkirurgisk afdeling, og får at vide, at hun skal igennem den såkaldte kræftpakke.
”Så går det hurtigt, så er det scanninger, blodprøver og diverse undersøgelser. Så bliver jeg kaldt ind til undersøgelse på Bispebjerg igen. Jeg sidder efter i mødelokalet med min kæreste ventende udenfor. Jeg kan godt mærke, at lægen bliver ret alvorlig, og han siger til sygeplejersken, ’jeg synes lige, du skal hente Stinnes kæreste’,”
”Jeg er 99% sikker på, at det her er en kræftsvulst,” fortæller Lægen.
Tankerne kører, og Stinne er helt lamslået. Hvad skal der ske nu? Hvordan melder man sig syg? Hvad med ferierne, der skulle opleves? På et splitsekund bliver Stinnes verden vendt på hovedet.
Hurtigt bliver der på Bispebjerg Hospital taget hånd om Stinne, og i januar 2017 får hun opereret sin kræftsvulst ud af tarmen.
Efterfølgende får Stinne flere operationer, og hun begynder på forebyggende kemo, der sørger for, at alle kemocellerne bliver slået ihjel. Stinne bliver efter et langt forløb erklæret rask fra kræften, men bliver holdt tæt øje med i tilfælde af, at der ikke kommer tilbagesving.
Livsforlængende behandling
Stinne skal til sit rutine scanning-tjek, hun står roligt op og løber en tur, som hun altid gør igennem sit hjertelige Nørrebro-kvarter. Hun får sin morgenmad og kaffe, og der er ro på hjemme i lejligheden.
Det er sommer, solen skinner, menneskerne er glade, og livet sprudler på Nørrebro. Stinne og hendes kæreste suser gennem det livlige København, og kommer hen til Bispebjerg.
”Vi går ind, og tænker, sidste scanning var god – man forbereder altid sig selv på lidt det værste – men, jeg kunne mærke, at her var jeg sikker på ’når, men det er vel et godt svar’. Det her var første gang, vi blev taget på sengen,”
Stinne bliver ret chokeret, da lægen fortæller, at kræften er tilbage. Stinne får konstateret lungemetastaser.
Efter to forsøg med kemoterapi bliver det igen konstateret, at når de behandlingsformer man har, ikke kan fjerne kræften fuldstændig, så får hun betegnelsen ’uhelbredelig’.
”Det er første gang, at jeg forholder mig til døden. Jeg har hele tiden vidst, at jeg var alvorligt syg, men jeg har altid tænkt, ’ja okay, men jeg sidder jo lige her? Jeg er i god form, jeg spiser godt, og jeg gør alle de rigtige ting. Det burde gå den rigtige vej’. I dét øjeblik, at jeg får at vide, det er uhelbredeligt, der kommer døden tæt på,”
Stinnes forhold til døden udvikler sig, og tankerne om ikke at skulle blive gammel, fylder i Stinnes hoved.
”Vil jeg være okay med ikke at blive gammel, hvis jeg kan leve mit liv fuldt ud og gøre de ting, som jeg allerhelst vil? Gør det noget, at jeg ikke oplever min 75-års fødselsdag eller 65-års fødselsdag?”
Er vi bange for at leve?
Ifølge forsker Hanne Bess Boelsbjerg, skal man også kigge på den danske kultur for at finde, hvorfor vi i Danmark er afskrækkede på tanken om, at vi skal dø.
”Er det, fordi vi er bange for at leve? Dels er det fordi, at vi har en automatisk reaktion, at når vi møder noget, der er ukendt, kan det godt virke frygtindgydende. Spørgsmålet er, om du får tændt din nysgerrighed eller din frygt. Man kunne jo blive nysgerrig på, at det må da være vildt spændende at opleve at dø, altså det gør man jo kun én gang,”
Hanne Bess Boelsbjerg har studeret religionsvidenskab og har en phD-grad indenfor sundhedsvidenskab.
Hanne Bess Boelsbjerg har været med i flere forskningsprojekter, hvor kræftpatienter er uhelbredeligt syge og samtidig religiøse. Gennem hendes forskningsprojekter har hun oplevet andre kulturer, hvor man i en anden grad har accepteret døden.
”Vi lever i en meget beskyttet tilværelse. Jeg talte med en sygeplejerskestuderende, der havde baggrund fra Kenya. Der hvor hun oprindeligt var opvokset, der havde de meget mere kontakt med døden i hverdagen, fordi både gamle og ældre kunne dø. Man kunne dø af malaria eller en form for madforgiftning, døden var tæt på. Man vidste aldrig, når man sagde farvel til folk, hvornår man så dem igen,”
”Så i andre kulturer er man mere tvunget til at forholde sig til døden, fordi du er mere vant til, at det er en del af tilværelsen. Det er ikke rigtig indgroet i den danske mentalitet.”
Døden skal være en hyldest
Stinne tager den hvide kaffekop op til munden, og drikker den sidste tår, der er tilbage. Der er blevet helt stille på Café Taxa, og de sidste unge voksne med børn har forladt caféen.
Stille og roligt læner Stinne sig tilbage i stolen, håret sidder pænt langs skuldrene, og hun har en moderne, flot og sort kjole på. Hun ligner ikke én, der er uhelbredeligt syg.
”Jeg tror at ikke blive sådan gammel-gammel, det er måske okay? Jeg er ikke bange for at dø, jeg er kun bange for at komme for tidligt herfra. Efterlade alt det livet har at byde på, det ville jeg blive ked af,”
Men Stinne har fået en nyt syn på at skulle acceptere døden, og det har givet hende en gave.
”På en måde er det måske lidt en gave. Jeg værdsætter nogle andre ting, som jeg kan mærke, at min omgangskreds ikke skænker en tanke. Det kan være små hverdagsting, som jeg kan glæde mig over, og det føler jeg mig faktisk heldig over,”
I dag har Stinne en instagram. Her poster hun forskellige billeder fra sin hver dag. Profilen er ikke særlig gammel, og har på kort tid fået over 800 følgere.
”Det er ikke engang et år siden, at jeg startede min instagram. Jeg fik at vide, hvordan kan du være så positiv? Hvordan kan du have en gejst på livet? Så tænkte jeg, at hvis jeg bare kan motivere eller inspirere bare fem mennesker. Hvis jeg bare kan løfte nogen op, det ville være nice,”
Nu når Stinne har accepteret døden, så har hun et vist håb om, at selvom hun ikke fysisk er i live, så lever hun stadig blandt hendes nærmeste.
”Jeg håber, at jeg efterlader et eftermæle. Jeg lyser op, når jeg snakker om min mor. Jeg håber, at jeg sætter et aftryk, at jeg bliver talt om, at jeg bliver mindet om eller anekdoter og oplevelser, som man har haft med mig. Det håber, og tror jeg på.”
