Politikerne i Region Midtjylland har fået indført et forbud om salg af tobak på hospitalerne. Nu diskuteres det om tobakssalget skal forbydes til børne og unge født i 2010 og efter på landsplan.

Tirsdag d. 15/3 præsenterede Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) det nye udspil til en sundhedsreform. Forbud mod salg af tobak til unge, der født i 2010 eller efter, var en del af det nye udspil. Det har vakt stor debat i offentligheden.

Formand for Psykiatri- og Socialudvalget Jacob Klærke (SF) i Region Midtjylland er fortaler for, at forbuddet mod salg af tobak til unge er med i den nye sundhedsreform:

”Jeg er tilhænger af det. Det er jeg også nødt til, fordi det var noget, som jeg selv biksede med for én fem år siden. Det var på et tidspunkt, hvor grænsen var på dem, der var født i år 2000 eller efter.”

Jacob Klærke og Regionsrådet i Region Midtjylland fik i 2019 etableret et forbud om salg af tobak på hospitalerne i Region Midtjylland.

Politikerne skal ikke bestemme over andres liv

Det nye udspil til en ny sundhedsreform har skabt stor opvækkelse i debatten om personlig frihed og valg. Ifølge Sundhedsstyrelsen er unge i alderen 15 til 29 år, der ryger dagligt faldet fra 26 procent i 2019 til 23 procent i 2020.

Men selvom antallet af børn og unge, der ryger er faldende, så mener Jacob Klærke ikke, at rygedebatten handler om personlig frihed:

”Rygning er den største dræber i det danske samfund, så er der nogen, der gerne vil snakke frihed og eget valg. Men, hvis man er 13 år og begynder at ryge, så er det jo ikke frihed, så er det afhængighed,”

Henrik Arens (NB) medlem af Aarhus Byråd og en del af Sundhed- og Omsorgsudvalget mener, at forbuddet mod salg af tobak til børn og unge er en indskrænkning af borgernes egen frihed:

”Det er jeg ihærdigt modstander af. Du går ind og prædiker over folks egen frihed. Jeg mener ikke, at politikerne skal bestemme over mit eget og andres liv,”

Ifølge Henrik Arens er løsningen på, at få børn og unge til at stoppe med at ryge at fortsætte de nuværende tiltag, som er vejen frem:

”Det er langt henad vejen at fortsætte med det, som man gør nu. Jeg synes, det er paradoksalt, at du vil straffe den yngre generation. Du ser allerede et fald i rygning, du ser allerede et fald i, hvornår du starter. Så de unger går allerede den rigtige vej.”

Ryger du?

I en kandidattest for sidste års region- og kommunalvalg svarede Jacob Klærke (SF), at han ikke var enig i beslutningen om at skulle indføre krav om to kødfrie dage i offentlige kantiner.

Så Jacob Klærke mener ikke, at rygeforbuddet er en krænkelse om personlig frihed og valg, men han vil ikke have et krav på en klimabevidst handling om kødfrie dage i offentlige kantiner:

Det nye udspil i sundhedsreformen er en hjernevrider, når rygning dræber tusindvis af mennesker om året i Danmark. Men samtidig indskrænker det borgernes rettigheder til selv at vælge, indtage og ryge, hvad man har lyst til.

Men har fortalerne for rygeforbuddet nogensinde selv røget cigaretter, drukket alkohol eller gjort de ting, som de unger gør i en ung alder? Det er Region rådsmedlem Jacob Klærke blevet spurgt om:

Hvorfor kan vi ikke lide at forholde os til døden? En forsker siger, at det er en del af en kultur, der er skabt i Danmark, fordi vi har så trygt et samfund. I andre kulturer er døden lige for næsen af menneskerne. Stinne er 32 år gammel, og er uhelbredeligt syg med kræft. Hun skal forholde sig til døden hver dag, hvor døden i Danmark er det tredjestørste tabu.

• 

Af Rasmus Eghøje

Klokken er 13 om formiddagen en mandag i december, og det er en af de mere livlige dage på Café Taxa midt i hjertet af Nørrebro. Midt i den hyggelige stemning sidder Stinne Leth, hun er 32 år gammel, og ligner en helt almindelig kvinde, der har hele livet foran sig. Stinne læner sig til rette, da hun bestiller en flat white, som er en blanding af stærk kaffe og mælk.

”Der er totalt meget liv, og det her er et sted, hvor lige fra du træder ind, så mærker man den varme og hygge. Her er egentlig alle typer, alle aldre, nogen gamle og mødre. Det er et omfavnende sted, synes jeg. Og så ligger det jo lige i hjertet af Nørrebro,”

Stinne er ikke helt almindelig. Faktisk slet ikke. Stinne er uhelbredeligt syg af kræft, og er på det, som lægerne kalder ’livsforlængende medicin’.

Når Stinne skal til CT-scanningsvar, som er en scanning, hvor lægerne giver et svar på Stinnes kræftforløb. Så bruger Stinne Café Taxa, da Caféen er noget helt særligt.

”Det er sådan lidt en særlig dag, man er jo nervøs og spændt på, hvad det her svar kan være. Senest var vi hernede med min far og hans kone og få lidt frokost. Hygge os. Her har vi været nogle gange efter behandlinger. Ja, så det er et lidt særligt sted.”

Stinne Leth fortæller, hvorfor hun elsker Nørrebro, hvor hun har boet de sidste 12 år af sit liv.

Mødet med døden

Da Stinne er 17 år gammel, og sommerferien nærmer sig Danmark, beslutter familien sig for at tage på ferie i Italien. Selvom Stinne var i tvivl, om hun ville med, så trak det dårlige danske sommervejr hende med til Italien.

”Vi var i en bjergby, hvor der var meget bakket. Min mor fik meget åndenød, og min far var sådan ’ej nu skal hun lige i gang med at motionere lidt, når vi kom hjem’, min mor var egentlig aktiv, men vi var sådan, nu skal du lige i form ikke?”

Da Stinne og hendes familie kommer hjem fra Italien, får Stinnes mor nyheden, at hun har lungekræft, og derfor var hendes åndedræt besværet.

To år efter rejsen til Italien dør Stinnes mor af lunge- og brystkræft i en alder på kun 50 år.

”Man bliver ret hurtigt tvunget til at blive voksen, fordi man i en ret ung alder skal tage stilling til nogle ting, som ikke ret mange oplever,”

Stinnes sorg er i en ung alder, og hun er lige flyttet til Nørrebro med sin kæreste, det gør, at hun opsøger gruppen Unge og Sorg.

”Jeg opsøger en Unge og Sorg-gruppe, som fungerede superfint for mig. Jeg havde også tænkt, at jeg måtte opsøge en god psykolog og få noget terapi og nogle værktøjer til at komme igennem den her sorg,”

Unge og Sorg-gruppen hjalp Stinne, så døden blev et mindre tabu, og døden blev til en hyldest for mennesket.

”Vi sad i en gruppe af fem til seks mennesker, som hver og især havde mistet en forælder. Vi fortalte om hinandens tab. Så man hyldede jo de her mennesker. Det blev mere at få de gode stunder, som man havde haft, dem kunne man jo lige pludselig tage frem.”

Nærvær Omkring Døende

Nærvær Omkring Døende er en forening stiftet d. 22. juni 2017 ud fra den grundlæggende betragtning, at døende i Danmark generelt har brugt for mere menneskeligt nærvær.

Ann Ostenfeld-Rosenthal er foreningens forkvinde, og arbejder som antropolog og mindfulness lærer på Center for Specialpædagogiske Børnetilbud i Aarhus Kommune.

”We’re going to reconquer the wisdom of normal human dying – Det indebærer at tale om døden, og det indebærer også praksisser, og det indebærer også det med at turde være der for døende,”

Ifølge Ann er døden det tredje største tabu i Danmark. Derfor kan det være svært for de døende at få snakket om døden. Ann savner, at der bliver gjort mere for de døende. Derfor vil Ann gerne hjælpe med at gøre en forskel både for de professionelle og private.

”Jeg vil gerne kunne gøre en forskel, ved at undervise både sundhedsprofessionelle og pårørende i at turde være nærværende og være sammen med et døende menneske,”

Nærvær Omkring Døende vil være med til at få snakken om døden normaliseret, og det vil de blive ved med.

”Vi arbejder også for at aftabuisere døden og italesætte det, holde foredrag og lave arrangementer omkring det overhovedet, at turde tale om sin egen eller andres død. Det er bare rigtig svært for mange.”

“Jeg er 99% sikker på, at det her er en kræftsvulst.”

Stinne og hendes kæreste er taget på ferie. Året er 2016. De skal opleve deres tre ugers lange rejse i ”the land of opportunities”, USA. En uge inde i ferien begynder Stinne at føle et ubehag i maven.

”Jeg opdager, at jeg har blod i afføringen, og jeg tænker, ’det var da mærkeligt, det har jeg ikke opdaget før’, og hvis man googler det, så er det oftest en hæmoride, der kommer frem… Og tarmkræft,”

Stinne og hendes kæreste kommer hjem fra USA, hvor Stinne hurtigt tager kontakt til sin læge, som sender hende videre til en kikkertundersøgelse.

Stinne tager forårsjakken på, og hun cykler mod indre by, København. Hun kommer ind på Bispebjerg Hospital, og ind igennem de små snoede gange går hun ind i et stort lokale. Der bliver hun mødt af sygeplejersken og lægen, der skal foretage undersøgelsen.

”Undersøgelsen går i gang, og der taler sygeplejersken og lægen sådan over hovedet på mig ’hold da op, ja, den er godt nok stor’, og omtaler den som en polyp, da de finder kræftsvulsten inde i tarmen,”

Stinne bliver ringet op dagen efter fra tarmkirurgisk afdeling, og får at vide, at hun skal igennem den såkaldte kræftpakke.

”Så går det hurtigt, så er det scanninger, blodprøver og diverse undersøgelser. Så bliver jeg kaldt ind til undersøgelse på Bispebjerg igen. Jeg sidder efter i mødelokalet med min kæreste ventende udenfor. Jeg kan godt mærke, at lægen bliver ret alvorlig, og han siger til sygeplejersken, ’jeg synes lige, du skal hente Stinnes kæreste’,”

”Jeg er 99% sikker på, at det her er en kræftsvulst,” fortæller Lægen.

Tankerne kører, og Stinne er helt lamslået. Hvad skal der ske nu? Hvordan melder man sig syg? Hvad med ferierne, der skulle opleves? På et splitsekund bliver Stinnes verden vendt på hovedet.

Hurtigt bliver der på Bispebjerg Hospital taget hånd om Stinne, og i januar 2017 får hun opereret sin kræftsvulst ud af tarmen.

Efterfølgende får Stinne flere operationer, og hun begynder på forebyggende kemo, der sørger for, at alle kemocellerne bliver slået ihjel. Stinne bliver efter et langt forløb erklæret rask fra kræften, men bliver holdt tæt øje med i tilfælde af, at der ikke kommer tilbagesving.

Livsforlængende behandling

Stinne skal til sit rutine scanning-tjek, hun står roligt op og løber en tur, som hun altid gør igennem sit hjertelige Nørrebro-kvarter. Hun får sin morgenmad og kaffe, og der er ro på hjemme i lejligheden.

Det er sommer, solen skinner, menneskerne er glade, og livet sprudler på Nørrebro. Stinne og hendes kæreste suser gennem det livlige København, og kommer hen til Bispebjerg.

”Vi går ind, og tænker, sidste scanning var god – man forbereder altid sig selv på lidt det værste – men, jeg kunne mærke, at her var jeg sikker på ’når, men det er vel et godt svar’. Det her var første gang, vi blev taget på sengen,”

Stinne bliver ret chokeret, da lægen fortæller, at kræften er tilbage. Stinne får konstateret lungemetastaser.

Efter to forsøg med kemoterapi bliver det igen konstateret, at når de behandlingsformer man har, ikke kan fjerne kræften fuldstændig, så får hun betegnelsen ’uhelbredelig’.

”Det er første gang, at jeg forholder mig til døden. Jeg har hele tiden vidst, at jeg var alvorligt syg, men jeg har altid tænkt, ’ja okay, men jeg sidder jo lige her? Jeg er i god form, jeg spiser godt, og jeg gør alle de rigtige ting. Det burde gå den rigtige vej’. I dét øjeblik, at jeg får at vide, det er uhelbredeligt, der kommer døden tæt på,”

Stinnes forhold til døden udvikler sig, og tankerne om ikke at skulle blive gammel, fylder i Stinnes hoved.

”Vil jeg være okay med ikke at blive gammel, hvis jeg kan leve mit liv fuldt ud og gøre de ting, som jeg allerhelst vil? Gør det noget, at jeg ikke oplever min 75-års fødselsdag eller 65-års fødselsdag?”

Er vi bange for at leve?

Ifølge forsker Hanne Bess Boelsbjerg, skal man også kigge på den danske kultur for at finde, hvorfor vi i Danmark er afskrækkede på tanken om, at vi skal dø.

”Er det, fordi vi er bange for at leve? Dels er det fordi, at vi har en automatisk reaktion, at når vi møder noget, der er ukendt, kan det godt virke frygtindgydende. Spørgsmålet er, om du får tændt din nysgerrighed eller din frygt. Man kunne jo blive nysgerrig på, at det må da være vildt spændende at opleve at dø, altså det gør man jo kun én gang,”

Hanne Bess Boelsbjerg har studeret religionsvidenskab og har en phD-grad indenfor sundhedsvidenskab.

Hanne Bess Boelsbjerg har været med i flere forskningsprojekter, hvor kræftpatienter er uhelbredeligt syge og samtidig religiøse. Gennem hendes forskningsprojekter har hun oplevet andre kulturer, hvor man i en anden grad har accepteret døden.

”Vi lever i en meget beskyttet tilværelse. Jeg talte med en sygeplejerskestuderende, der havde baggrund fra Kenya. Der hvor hun oprindeligt var opvokset, der havde de meget mere kontakt med døden i hverdagen, fordi både gamle og ældre kunne dø. Man kunne dø af malaria eller en form for madforgiftning, døden var tæt på. Man vidste aldrig, når man sagde farvel til folk, hvornår man så dem igen,”

”Så i andre kulturer er man mere tvunget til at forholde sig til døden, fordi du er mere vant til, at det er en del af tilværelsen. Det er ikke rigtig indgroet i den danske mentalitet.”

Døden skal være en hyldest

Stinne tager den hvide kaffekop op til munden, og drikker den sidste tår, der er tilbage. Der er blevet helt stille på Café Taxa, og de sidste unge voksne med børn har forladt caféen.

Stille og roligt læner Stinne sig tilbage i stolen, håret sidder pænt langs skuldrene, og hun har en moderne, flot og sort kjole på. Hun ligner ikke én, der er uhelbredeligt syg.

”Jeg tror at ikke blive sådan gammel-gammel, det er måske okay? Jeg er ikke bange for at dø, jeg er kun bange for at komme for tidligt herfra. Efterlade alt det livet har at byde på, det ville jeg blive ked af,”

Men Stinne har fået en nyt syn på at skulle acceptere døden, og det har givet hende en gave.

”På en måde er det måske lidt en gave. Jeg værdsætter nogle andre ting, som jeg kan mærke, at min omgangskreds ikke skænker en tanke. Det kan være små hverdagsting, som jeg kan glæde mig over, og det føler jeg mig faktisk heldig over,”

• 

• 

I dag har Stinne en instagram. Her poster hun forskellige billeder fra sin hver dag. Profilen er ikke særlig gammel, og har på kort tid fået over 800 følgere.

”Det er ikke engang et år siden, at jeg startede min instagram. Jeg fik at vide, hvordan kan du være så positiv? Hvordan kan du have en gejst på livet? Så tænkte jeg, at hvis jeg bare kan motivere eller inspirere bare fem mennesker. Hvis jeg bare kan løfte nogen op, det ville være nice,”

Nu når Stinne har accepteret døden, så har hun et vist håb om, at selvom hun ikke fysisk er i live, så lever hun stadig blandt hendes nærmeste.

”Jeg håber, at jeg efterlader et eftermæle. Jeg lyser op, når jeg snakker om min mor. Jeg håber, at jeg sætter et aftryk, at jeg bliver talt om, at jeg bliver mindet om eller anekdoter og oplevelser, som man har haft med mig. Det håber, og tror jeg på.”

I Danmark er døden et svært emne at komme ind på. 32-årige Stinne Leth er uhelbredeligt syg af kræft, og har som en af de få danskere valgt at acceptere døden.

I retten i Aalborg i retssal E er A tiltalt for vold af en person, og alvorlige trusler mod personen. I retten d. 11. november skulle retssagen mod A være startet kl 09, men retssagen blev forsinket, da A ikke mødte op til retssagen.

Forsvarer måtte pænt beklage til anklager og dommer, da A ikke var mødt op til retssagen. Forsvareren forklarede overfor dommer, at forsvarer havde prøvet at få kontakt til A men uden held. Forsvarer fik først respons fra A dagen før retssagen, hvor A fortalte, at A var syg, men havde ingen lægeerklæring, som retten kræver for gyldig udeblivelse.

Anklagers respons var, at anklager ville have lægebevis inden eftermiddag, hvis A skulle have en gyldig grund til ikke at møde op til sin retssag. Anklager forklarede yderligere, at anklager ønskede en anholdelse for at få A til retssalen, da sagen drejede sig om vold i gentagelse.

Dommeren giver retssalen en pause for at konkludere, hvad der skal ske med resten af retssagen, uden tiltalte.

Det lyder som soldater, der tramper i jorden for at makke ret, da døren klikker op, og det sorte klæde træder ud ad den hvide dør til retssalen. Dommeren er kommet med en afgørelse og bestemt, at retssagen fortsætter uden tiltalte A.

Hold din kæft luder

Klokken skrider fremad, og da A endnu ikke er mødt op til retssagen, har forsvarer ikke yderligere at fortælle udover, at tiltalte nægter sig skyldig i alle anklager. Døren til den grønne retssal går op, da det første vidne kommer ind, og skal give sit udlæg af sagen.

Vidne B forklarer, at B er hjemme hos sin familie, da B hører råben og skrigen for enden af haven. B går ud på vejen, hvor han ser A helt oppe i hovedet på B’s familiemedlem, og råber i hovedet på familiemedlemmet: ”Hold din kæft luder”. B skubber tiltalte væk fra familiemedlemmet, hvor B bliver mødt af slag i skridtet fra A.

B med foldede hænder, rejser sig fra den grå vidnestol, og åbner døren til det andet vidne, der er B’s familiemedlem. C kommer med hastige skridt, et hurtigt åndedræt og hovedet sænket mod det grønne gulvtæppe, da C træder ind i retssalen.

C fortæller, at C hører en kvinde råbe: ”jeg kan ikke trække vejret”, da C skynder sig ud fra sit hjem og ud på vejen, hvor hun bliver mødt af en truende A, der råber til C: ”hold din kæft luder”, da C beder A om at gå fra vejen. C vidner, at B skulle få flere slag i skridtet og brystet, da B får skubbet A væk fra C. C fortæller også, hvordan A efter at A forlader vejen, og råber: ”Jeg kommer og stikker dig ned, og ved, hvor du bor,” til begge vidner.

Udeblivelse af retssager er et problem.

A bliver kendt skyldig i paragraf 244 og 247 for vold i gentagelsestilfælde og for paragraf 266 for trusler mod B. A bliver straffet med tre måneders ubetinget fængsel, og skal betale rettens omkostninger.

Forsvarer for A kunne efter retssagen fortælle, at det er et problem, når tiltalte klienter ikke møder op til deres retssager. Forsvarer kunne fortælle, at det er svært at hjælpe de tiltalte klienter, når de ikke er tilstede til at snakke deres sag og give deres vidneforklaring til sagerne. Forsvarer erkender også, at forsvarer godt kan forstå, hvorfor tiltalte ikke møder op. Det er jo ikke en særlig fed situation at stå i, erkender forsvareren.

Dommeren sluttede retssagen med at fortælle, hvordan det derimod er positivt, at flere retssager kan blive gennemført uden tiltalte. Det er godt, så der ikke er ressourcespild på advokater, vidner og tid, så sagerne kan blive gennemført, fortalte dommeren.

Igennem flere år har der været tyverier fra Beder Kirkegård. Det er krænkende overfor gravfreden og de efterladte. Menighedsrådet beklager, at tyverierne sker, men det er svært at forhindre tyverierne.

Af Rasmus Eghøje

Bladene blafrer i den kolde efterårsvind. Gruset på kirkegården gengiver høje lyde efter sig skridt for skridt. Kigger man rundt, så er der grønt og frodigt. På gravstederne har nogle pårørende også plantet æbletræer, så man skal træde varsomt for ikke at glide på de modne æbler, der er faldet ud på gruset.

Tyverierne har stået på i årevis

Beder Kirkes gartner Nils Ohm har været ansat i 3,5 år, for ham er det ikke uvant, at de pårørende henvender sig og forklarer, at der bliver stjålet fra deres gravsteder.

”I den tid jeg har været her, har jeg fået henvendelser én til to gange hver måned. Hvor folk kommer til mig og siger, der er blevet stjålet fra deres gravsteder.”

Selvom Nils Ohm får henvendelser fra pårørende, der oplever tyverierne. Så kan der sagtens være sket flere tyverier, hvor de ikke bliver anmeldt til kirken.

”Der kan jo være mere, der bliver stjålet, fordi det er jo ikke alle, der kommer til mig. De pårørende kan jo komme i weekenderne, hvor jeg ikke er her. Så det er et problem.”

Tyverierne på kirkegården foregår på andre folks gravsteder. Gravstederne har flotte blomster, planter og bede, som gør kirkegården flot og idyllisk.

”Det er jo forskellige ting, kranser og juledekorationer. Nu her i løbet af året, så er det sammenplantning og skåle med nogle blomster i. Pr. styk er det jo sådan maksimum en 50’er, måske 75 kroner,” forklarer Nils Ohm

Men det er altså ikke værdien af de pårørendes ting, der efterlader den store afsky hos kirkepersonalet.

”Det er jo ikke værdien i det, det er jo simpelthen den krænkelse, at der er nogen, der stjæler fra ens gravsted. Det er det, som der er så langt ude,” fortæller Helga Voigt, som er medlem af Kirkens Menighedsråd.

Tyverierne påvirker følelser

Det er altså krænkelsen og de pårørendes følelser, der er afkastet på tyverierne. Nils Ohm har været i kontakt med flere lokale, der har oplevet tyverier på deres gravsteder.

”Jeg snakker jo med dem. Så kommer de hen ’Åh nej, nu har vi fået stjålet herovre igen’. Man kan mærke, at de bliver påvirket af det her.”

For de fleste gravsteder er det en tilfældighed, hvor det er tyverierne sker. Men for enkelte gravsteder er det sket op til gentagne gange. Gennem gruset, hvor de grønne bede spirer på hver sin side, er der til højre et helt særligt gravsted, som har oplevet flere tyverier.

”Han planter juleroser hvert år, og i løbet af en uge er de væk. Det har han gjort i flere år. Han er jo træt af det, det jo hans kone der lægger dér. Han vil have juleroserne hvert år til hende, så bliver de stjålet, og så må han plante nye,” siger Nils om det bestemte gravsted.

Kirkens fremtid for tyverierne

”Vi har drøftet, hvad i alverden gør man? Vi har snakket om, skal man simpelthen have overvågning her? Det skal vi ikke. Kirkegården er et offentligt sted, hvor alle har lov til at komme, og der skal man ikke overvåges,” forklarer Helga Voigt.

Kirkens Menighedsråd er i gang med dialog om fremtiden af kirkegården. Her drøfter Helga Voigt og hendes kollegaer om, hvad der skal ske geografisk med kirkegården i fremtiden.

”Vi har nogle idéer med fremtidens kirkegård, at der skal være mere vildt og biodiversitet. Mange af de tomme gravpladser bliver nedlagt. Så samler vi et område, hvor der er sat nogle blomsterbeder og andet, som kan bruges til at plukke af. Ikke for offentligheden men for menighedsrådet. Det bruger vi tit, når vi skal pynte op,” fortæller Helga

Den idé for kirkegårdens fremtid kan være løsningen på de tyverier.

”Det kunne være en idé, at man simpelthen lavede et blomsterområde, hvor man kunne plukke nogle blomster. Man kan så risikere, at den bliver rippet efter en uges tid. Men tanken er der, og spørgsmålet er, hvor realistisk den er i det virkelige liv? Men jeg tror, at det godt kunne lade sig gøre.”

Skam jer!

Helga Voigt kigger med et skarpt blik og spyer hagen frem, når hun bliver spurgt om, hun har en besked til tyvene.

”Skam jer! Jeg ved ikke ellers, hvad jeg skal sige. Jeg synes, at de skal skamme sig, for det her kan man ikke være bekendt. Jeg synes, at det er så lavt.”

Beder Kirkes menighedsråd opfordrer kraftigt til, at man kontakter kirkegårdspersonalet, hvis man opdager, at der er sket tyverier.

Nyt studie fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at flere unge overvejer at stoppe på deres uddannelse. Anton Grum-Nymann er en af de unge, der har valgt at stoppe på en videregående uddannelse for at forfølge sin faglige drøm.

Flere studerende skifter studieretning, fordi de simpelt fortryder den uddannelse, de har valgt. Det kan tage lang tid og være svært for studerende at finde det, der driver dem.

Af Rasmus Eghøje

Efter COVID-19 bølgen ramte Danmark har flere unge ikke kunne tage et sabbatår med formål, om at komme ud at rejse og gøre sig klogere på sig selv. Det har resulteret i, at de mennesker vægter at starte hurtigt på uddannelse, for ikke at skulle begynde at kede sig. Det medfører at flere unge vælger en uddannelse, som en nødvendighed for at have noget at stå op til om morgenen, i stedet for et studievalg drevet af motivation til læring.

At miste sin interesse for sit studievalg

”Jeg fik i hvert fald støtte omkring den beslutning. Folk var meget forstående overfor det, og jeg tænkte, det var fint at finde noget, man gerne vil,”

– Anton Grum-Nymman, journaliststuderende på DMJX

Anton Grum-Nymann, journaliststuderende på DMJX, har før sit nuværende studie brugt tre semestre på statskundskab.

”Jeg har studeret statskundskab oprindeligt, på grund af den her interesse for samfundet, og for politik, og for mennesker og så videre. Men da jeg så gik der, så blev det aldrig rigtig noget, der fangede mig,”

Nysgerrigheden på fremtiden og de simple spørgsmål på fremtiden voksede på Anton senere på statskundskab studiet.

”Så senere, så begynder man at tænke mere over, hvad vil jeg gerne senere? Og hvad interesserer jeg mig for? Så begyndte jeg, på den måde at bevæge mig lidt væk fra det,” siger Anton Grum-Nymann

Tag den tid, det tager og find din passion

Det er svært for de studerende at komme til afklaring med, om den studieretning virkelig er det, de har lyst til. Anton Grum-Nymann fortæller, at folk var meget forstående og støttende, da han valgte at sige stop.

”Jeg fik i hvert fald støtte omkring den beslutning. Folk var meget forstående overfor det, og jeg tænkte, det var fint at finde noget, man gerne vil,”

At bruge tålmodighed, tid og refleksion, det kan hjælpe unge til selv at finde den passion, der driver dem. Anton Grum-Nymann brugte den uendelige mængde af fritid, efter sit studie stop til at tænke på, hvad der virkelig er hans passion.

”Jeg tror, igennem den her proces med at tænke på et studie, du ikke er glad for. Så skulle man tænke, så når jeg er færdig, så kan jeg lave det her, eller er det noget gerne vil lave på den anden side af studiet. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere pegede det i retning på journalistiske arbejdsopgaver,”

Selvom det kan være en lang rejse at finde sin passion og den studieretning der passer til, så betyder det ikke altid, at du kan være sikker.

”Ved man det hundredeprocent? Det gør man måske ikke, men jeg synes da indtil videre, at jeg er glad for det. Journalistik åbner for mange muligheder, som jeg kan se mig selv i. Så skal der nok være en af dem, der vil passe mig fint, tænker jeg. Det er jeg ikke så bange for. Så på den måde føler jeg mig mere tryg i det her,”

Anton Grum-Nymann slutter af med, at han i dag føler denne studieretning nu, er der, hvor han føler, at han får mest udbytte af sin passion.

”Jeg kan godt lide sprog, og at bruge det på en mere kreativ og levende måde. Det er nok også mere den kreative udfoldelse, der er i journalistik i modsætning til statskundskab. Jeg føler, at jeg hører mig mere hjemme her,”

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.